Man skulle umiddelbart tro at det er en god ting at domstole og politi samarbejder, men det er det ikke, fordi domstolene er borgernes eneste garanti for retssikkerhed. Enhver dansker kan risikere at blive anklaget af Politiet, også selvom de er noget så uskyldige. Derfor skal den dømmende og udøvende magt være adskilt i en retsstat, hvis de ikke er det, så lever du altså ikke i en retsstat.

Her er den statistik som vi ikke længere må se, Justitsministeriet hold op med at offentliggøre den i 2009. Der er dog intet der tyder på at det er blevet bedre, faktisk peger tallene også på at sådan har det altid været.

Så mange procent af Politiets anmodninger godkender dommerne

Ransagninger hos mistænkte
2005 99%
2006 93%
Hemmelige ransagninger hos mistænkte
2005 90%
2006 96%
Ransagninger hos ikke mistænkte
2005 90%
2006 91%
Hemmelige ransagninger hos ikke mistænkte
2005 100%
2006 100%
Indgreb i meddelelseshemmeligheden (aflytning, mail og beskeder)
1999 97%
2005 99%
2006 97%
2007 99%
2008 99%
2009 100%

Man kan med rimelighed sige at en gang er en tilfældighed, to gange efter hinanden er mistænkeligt, tre gange efter hinanden er en tendens, alt derudover kan kaldes for systematisk.

Tallene fik foreningen af beskikkede advokater til at kritisere systemet, her udtalte daværende advokatformand Henrik Stagetorn til DR i 2007.

Der er ikke er tale om en ordentlig domstolsbehandling af disse alvorlige indgreb i folks rettigheder. De foregår for lukkede døre, og Politiet får det, som de vil have det.

Men dommerforeningens daværende formand, Jørgen Lougart, mente ikke, der er noget at komme efter:

Politiet er professionelle folk, der kun går i retten med en sag med kød på.

Men det er dog helt og aldeles ukorrekt, viser et svar til retsudvalget fra Justitsministeriet samme år, kun hvert tiende af politiets overgreb på borgernes meddelelseshemmelighed førte til en dom. I 2006 var der 3.804 anmodninger fra Politiet som førte til 374 domfældelser.

Statistikken der forsvandt

I Justitsministeriet svar beklagede Rigspolitiet, som står for statistikken, at de ikke have medtaget tallene og tilføjede dem straks. To år senere, i 2009, var de igen pist forsvundet.

Justitsministeriets Civil- og Politiafdeling ophørte med at offentliggøre tal for:

• politiets anmodninger om dommerkendelser (ophørt 2009)

• udstedte dommerkendelser (ophørt 2009)

• domfældelser på baggrund af dommerkendelser (ophørt 2009)

• ransagninger (ophørt 2019)

Hvorfor holder Justitsministeriet disse tal hemmeligt? Er det fordi de klart viser at danske domstole og Politiet systematisk samarbejder?

Det kunne også forklare hvorfor Politiet også et meget samarbejdsvilligt, når domstolene skal have nogen af deres egne kritikere ryddet af vejen.

Samarbejdet går begge veje

Det kunne fx. den, nu tidligere, topadvokat i skattesager, Eduardo Vistisen mærke på egen krop da hans hjem og kontor blev ransaget af Politiet i marts 2023. Politiet beslaglagde ved denne lejlighed værdier for hvad der svarer til en køkkentaburet og et genoptryk af en Per Arnoldi plakat fra 1983.

Vistisen havde igennem længere tid gjort sig upopulær hos flere dommere ved at påstå højlydt at det danske retsvæsen er bundkorrupt, efterhånden som danske skatteadvokater taber flere og flere sager til skattevæsenet. Faktisk afgøres en skattesag i dag ikke på juridiske teknikailteter, men på hvem der er venner med hvem.

Problemet er nemlig at skattelovgivningen så kompliceret at ingen rigtig ved hvad der står i den, hverken dommere eller advokater. Men et er sikkert, skattevæsenet altid har ret og man har bare at hoste op med nogen gryn. Men Vistisen kendte dog loven bedre end de fleste, han var anset for at være landets bedste skatteadvokat, så han stillede åbenbart irriterende spørgsmål.

Visitsen blev sigtet for påstået underslæb i forbindelse med en afvikling af et advokatfirma som han ejede sammen med advokat Christian Falk Hansen. Senere på året fratog Advokatrådet ham også retten til at virke som advokat fordi at, kritisere retsvæsenet er som at skide i egen rede. Advokater lever nemlig på dommernes velvilje, så det gør man bare ikke, det er en uskreven regel.

Når domstolene har brug for en vennetjenste fra Politiet, så er det da klart at de sporestrengs stiller op med et bevæbnet SWAT-team for at skræmme systemkritikere.