DI sætter partnerskab med Copenhagen Pride på pause

Dansk Industri (DI) stopper det formelle samarbejde med organisationen Copenhagen Pride i 2024, da organisationens arbejde med mangfoldighed og inklusion står i skyggen af en øget politisering, der splitter i stedet for at samle mennesker.

Af : Tobias Scheelback  fredag den 3. maj 2024

Copenhagen Pride Parade 2019 (Billede [Leif Jørgensen](https://commons.wikimedia.org/wiki/User:Dannebrog_Spy))

Copenhagen Pride Parade 2019 (Billede Leif Jørgensen)

Det oplyser DI i en pressemeddelese i dag:

DI har i årevis været stolte partnere og aktive i Copenhagen Pride, fordi vi ønsker et mere mangfoldigt og inkluderende samfund, hvor alle, uanset kønsidentitet, seksuel orientering, politisk overbevisning og etnicitet har lige muligheder for at udfolde sig frit, trygt og med gensidig respekt. Med den øgede politisering, vi har oplevet i år, er det vores opfattelse, at Copenhagen Pride ikke lige nu er dét inkluderende fællesskab, som det oprindeligt var tiltænkt. Derfor har vi valgt at trække vores formelle støtte til organisationen i år, siger Kinga Szabo Christensen, rådgivningsdirektør i DI.

DI har haft en god og åben dialog med Copenhagen Pride, men oplever stadig, at der blandt Copenhagen Prides arrangører og foreninger er andre politiserende emner, der fylder mere end mangfoldighed og seksuelle minoriteters rettigheder. Det fjerner fokus fra sagens kerne, og derfor kan DI for nuværende ikke se sig selv i et partnerskab med Copenhagen Pride.

Vi håber, at det vil ændre sig i fremtiden, og vi genoptager derfor gerne vores støtte, såfremt Pride-organisationen kan sikre fuldt fokus på seksuelle minoriteters rettigheder og inklusion i fremtiden, siger Kinga Szabo Christensen.

Flere virksomheder følger trop

Efter den meddelelse følger virksomhederne A.P. Møller-Mærsk, medicinalgiganten Novo Nordisk og rejseselskabet TUI trop. Det oplyser selskaberne til Berlingske og TV 2 Kosmopol.

Baggrunden for disse beslutninger kommer angiveligt efter at Copenhagen Pride havde bedt eventuelle samarbejdspartnere om at tage stilling til spørgsmål om konflikten mellem Israel og Gaza. I en udmelding, i februar, meddelte Copenhagen Pride, at den "står solidarisk med det palæstinensiske folk".

Efterfølgende, i marts, undskyldte Lars Henriksen, lederen af Copenhagen Pride dog. Han understregede, at Copenhagen Pride ikke havde til hensigt at pålægge samarbejdspartnere bestemte holdninger til konflikten, og at organisationen selv ikke havde valgt side i denne konflikt og kalder det dårlig kommunikation fra organisationens side.

▲ Nyere
▼ Ældre