Efter anden verdenskrig blev vores sydlige nabo Tyskland opdelt i Øst- og Vesttyskland.

Vesttyskland, var det rige kapitalistiske vestlige land, og Østtyskland, hvis officielle navn var Deutsche Demokratische Republik, forkortet DDR. Men DDR var kun demokratisk af navn, det var ledet af en kommunistisk elite der styrede landet med propaganda, overvågning og censur. Alle borger overvågede hinanden og stak hinhanden til myndighederne, det hemmelige politi havde en journal på hver eneste borger i landet. DDR havde i det hele taget mange ligheder med nutidens Danske Demokratiske Republik.

Østtyskland var også fattigt på naturressourcer og derfor afhængig af dyr råvareimport, og mange af de fabrikker, der eksisterede i regionen blev beslaglagt som krigsskadeerstatning og demonteret af de allierede.

Vesttysklands økonomi genoprettede sig økonomisk med en overraskende hastighed efter krigen, mens østtyskerne var godt klar over at deres levestandard haltede langt efter deres vesttyske naboer.

Østtyske produkter blev ofte latterliggjort af vesttyskere, østtyske biler er langsomme, spruttende og små og borgere skulle vente omkring 9 år på at få lov til at købe en. Mens deres vesttyske naboer i mellemtiden susede af sted på Autobahn i deres nyeste Volkswagen, BMV Audi, Porsche eller Mercedes-modeller, og de blev også meget rige af at eksportere dem til hele verdenen.

Østtyskland havde derfor brug for at skabe et succesfuldt eksportprodukt, der ville vinde verdensomspændende respekt for Østtyskland.

I 1970'erne bliver det klart, at der måtte gøres noget ved landets glasmangel. Ved en festival gjorde nogen det utænkeligt, at servere en højt højtstående minister øl i et papkrus. At drikke øl af et papkrus er naturligvis fuldstændig uacceptabelt i Tyskland, både i øst og vest. Derfor giver DDR-embedsmænd et forskningslaboratorium til opgave at finde ud af, hvordan man kan forbedre glas, så glassene ikke behøver at blive udskiftet så ofte, som en bonus håbede de også at skabe et succesfuldt eksportprodukt.

I midten af 1970'erne begyndte man i DDR at forsøge at gøre konventionelt, tyndvægget forbrugerglas stærkere og mere varmebestandigt. Forskningsafdelingen for glasstruktur, brugte ionudveksling, som erstatter mindre natriumioner med større kaliumioner, hvilket øgede spændingen i glasoverfladen og gør den stærkere. Denne teknik bruges også i dag til fx. at fremstille Gorilla Glass til smartphones.

I 1977 registrerede et team på fire personer under ledelse af forskeren Dieter Patzig et patent baseret på ionudveksling, og derfor besluttede ministerrådet at finansiere dette "særligt presserende projekt". Det glasmærke, der blev resultatet af opfindelsen, blev kaldt CEVERIT, sammensat af CE (kemisk) + VER (størknet) + IT (sædvanlig endelse for mineralske stoffer). Målet var at få fem gange så lang levetid som et almindeligt drikkeglas, men det lykkedes at få femten gange så lang levetid. Andre fordele var varmebestandighed, stabelbarhed og lavere vægt.

Forskerne og deres team af assistenter fra DDR's videnskabsakademi (AdW) modtog en hæder og de fuldtidsansatte en kontant belønning for deres innovation.

Her er en droptest af et superfest drikkeglas:

Produktionen begyndte i foråret 1980 hos Sachsenglas Schwepnitz og var i første omgang begrænset til ølglas. Efter forslag fra den vesttyske salgsrepræsentant Eberhard Pook blev navnet på mærket ændret til ”Superfest” superstærk. Da produktionen sluttede den 1. juli 1990, var der fremstillet 110 til 120 millioner drikkeglas i alle størrelser. De vigtigste kunder var DDR's egen restaurationsbranche.

Kommunisme møder kapitalisme

Der blev desværre ikke solgt nogen glas til Vesttyskland som planlagt.

"Hos Coca Cola sagde de for eksempel: Hvorfor skal vi bruge et glas, der ikke går i stykker? Vi tjener penge på vores glas. [...] Forhandlerne sagde forståeligt nok: Hvem ville save den gren af, han sad på?" - Eberhard Pook

Shotglas, vaser, isbægre og andre former blev senere føjet til sortimentet.

Med Berlinmurens fald blev glasværket i Schwepnitz til SAXONIA-Glas GmbH Schwepnitz, som så blev endeligt likvideret i 1991. I 1992 blev patentet opgivet af opfinderne.

Den teknologi, der blev udviklet til Superfest-glasset, er blevet anerkendt som en milepæl inden for glasvidenskab og -teknik. I dag er glasset meget eftertragtet og efterspurgt af entusiaster og samlere på grund af dets sjældenhed og historiske betydning.